Citater

I det følgende skal den gamle protokol citeres:

Esbjerg den 2-11-43.

Stiftende generalforsamling "Esbjerg Politi Orkester"

I aften kl. 19.00 blev der i Hotel Palads's selskabslokaler afholdt stiftende generalforsamling for Esbjerg Politiorkester som herefter er blevet en kendsgerning.

Paa Udvalgets Vegne bød Politibetjent Walentin Jensen velkommen og han gjorde rede for det Arbejde der var gaaet forud. Naar Politiorkestret nu oprettes skyldes det egentlig Politimester Hebo, hvis Initiativ i denne sag har været meget stort.

Politimesteren har ønsket, at Esbjerg fik et orkester som kunne bidrage til at bevare det gode Forhold mellem Politi og Befolkningen.

Det er meningen at orkestret skal assistere ved velgørenhedsfester og lignende og saaledes give Koncerterfor Syge og Gamle, saaledes som det er tilfældet i en Række Byer.

Walenlin Jensen sluttede med at rette en Tak til de Institutioner og Privatfolk i Byen som ved deres bidrag havde skabt mulighed for orkestrets Stiftelse.

Overpolitibetjent i Kystpolitiet, Buus- Jørgensen, som har været medlem af "Odense Politiorkester" gav herefter en kort Oversigt over hvorledes et Politiorkester som det odenseanske, har virket hvorefter man gik over til Valg af bestyrelse.

Orkestret tæller 16 Medlemmer og Dirigenten der, naar Orkestret skal optræde offentlig, vil være iført Politiuniform.

Paa Mødet vedtages det - som en Tak for Politimesterens initiativ i denne Sag - at udnævne ham til ærespræsident.

Orkestret er sammensat saaledes:

2 Piccoloer

6 Kornetter

3 Basuner

1 Alt

2 tuba

1 Stortromme

1 Lilletromme og Bækken.

Hertil kommer at enkelte af medlemmerne benytter private Instrumenter.

Repertoiret vil blive alsidigt og vil komme til at omfatte marcher danske sange, ouverturer m. m.

---o---

Man gik herefter i gang med at øve på ugentlige øveaftener, men på grund af de stadig vanskeligere forhold var det besværligt og arbejdet gik da også helt i stå i forbindelse med den 19. september 1944:

Den 19. september 1944. Det tyske overfald på det Danske Politi.

Det danske Politi har i Dag været genstand for en Skændselsgeming uden Lige.

Tyske Soldater har afvæbnet det danske Politi og sat dette ud af Funktion.

Paa Grund af Politiets Opløsning har det været umuligt for orkestret at fortsætte øvelserne, idet det skønnedes uforsvarligt at orkestrets Medlemmer mødtes offentligt.

Af førnævnte grund blev E.P.0. midlertidigt opløst. Man blev enige om at mødes og fortsætte saa snart Forholdene igen tillod dette.

Efter krigens afslutning og politiets genoptagelse af arbejdet samledes medlemmer og dirigent den 2/10-45 på A.P.s Vinstue, hvor det blev aftalt at gå i gang igen - med henblik på snart at blive gode nok til offentlig fremtræden.

Den første offentlige fremtræden fandt sted den 6/8-46 til Esbjerg Politiforenings sommerfest i Nordby på Fanø.

Koncerten forløb ifølge protokollen godt og tilskuerne var tilfredse med de spillede marcher og sange.